RAB-godkendelse

RAB står for Registreret Alternativ Behandler, som loven definerer som:

”. . . en person, der udøver sundhedsmæssig virksomhed uden for det offentligt finansierede sundhedsvæsen, og som ikke er autoriseret til at udøve den pågældende virksomhed eller omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn med den sundhedsfaglige behandling, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet.”

Kilde: www.retsinformation.dk

Registreret Alternativ Behandler er en beskyttet titel, du kun må bruge, hvis du som behandler lever op til lovgivningens krav om blandt andet uddannelse og god klinisk praksis. RAB-ordningen blev til på baggrund af et samarbejde mellem Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen, med det formål at styrke forbrugerens sikkerhed ved benyttelse af alternativ behandling.

Ordningen er brancheadministreret, hvilket betyder, at de brancheforeninger, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen, står for RAB-registreringer. Det er også brancheforeningerne, i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, der står for de uddannelsesmæssige krav, som stilles til medlemmer, der modtager RAB-godkendelse. Det er derfor den brancheforening, som du vælger at være medlem af, der giver dig retten til at anvende den beskyttede titel Registreret Alternativ Behandler.

Hvordan bliver jeg RAB-godkendt?

For at blive Registreret Alternativ Behandler (RAB), skal du have gennemført minimum 670 lektioners undervisning med denne fordeling:

  1. 250 lektioner med Primær behandlingsform (dvs. din basis uddannelse inden for f.eks. massage, zoneterapi, akupunktur m.m.)
  2. 60 lektioner med Anden alternativ behandling
  3. 10 lektioner med Klinikvejledning
  4. 50 lektioner med Psykologi
  5. 200 lektioner med Anatomi og fysiologi
  6. 100 lektioner med Sygdomslære

I oktober 2014 oplyste Sundhedsstyrelsen, at de 300 lektioners anatomi, fysiologi og sygdomslære kan tages som 100% E-learning. På At Work Skolen kan du tage disse 300 lektioner som E-learning, hvilket giver dig et fleksibelt studie, der nemt kan tilpasses en travl hverdag.

Hvilke fordele får jeg som RAB-godkendt?

Tilskud:
Når du er RAB-godkendt, har dine patienter mulighed for at få tilskud til deres behandlinger gennem sygeforsikring “danmark”. På samme vis er der flere sundhedsforsikringer, der giver tilskud til patienter hos en Registreret Alternativ Behandler.

Tryghed og kvalitet:
Dine patienter kan føle sig trygge ved, at du lever op til lovgivningens krav om uddannelse, etik, god klinisk praksis m.m.

Mulighed for momsfritagelse:
Med en RAB-godkendelse har du mulighed for at opnå momsfritagelse hos SKAT. Det er dog ikke alle behandlingsformer, som SKAT godtager til momsfritagelse. Du kan se, hvilke behandlingstyper SKAT godtager her.

Har du spørgsmål?

På Retsinformation.dk kan du finde loven om brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere.

Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive til vores studievejledning, hvis du har spørgsmål til ordningen.

Kontaktoplysninger

At Work Skolen
Mynstersvej 5, 3. sal, 1827 Frederiksberg C
CVR: 28 69 69 14

Tlf. +45 44 48 61 00
E-mail: info@300-lektioner.dk

Åbningstider:
Mandag – Torsdag: 09.00 – 16.00
Fredag: 09.00 – 15.00